Handlingsplan

• Stopfattigdom.nu i samarbejde med Socialpolitisk Forening og støttet af andre organisationer er et af de første og mest aktive initiativer med tiltag igennem hele året 2010.
• Institut for Menneskerettigheder ser på fattigdom og social udstødelse 15/4. Et tema er: Fattigdom i udkantsområder – fattigdommens ansigter i Nakskov.
• Vær opmærksom på uge 44 som er dansk fattigdomsuge: EAPN + Socialpolitisk Forening og Københavns Kommune arrangerer en alternativ konference med temaerne børnefattigdom og fattigdomsgrænse. Her kommer dommen over regeringen efter den stævning vi udtog mod den i årets begyndelse.
• I Århus arbejder vi også med planer for en konference i ugen.
• SAND kommer til Ålborg med Jens Galschiøts hjemløse skulpturer.
• Per K. Larsen er medlem af socialministeriets 2010 følgegruppe og han har bedt om at man på næste møde tager hul på en plan for post 2010 – hvilke indikatorer for fattigdom og udstødelse? Han rundsendte oversigt over bevillinger fra 2010 puljen.

Se: http://www.ism.dk/Nyheder/Sider/Vis%20Nyhed.aspx?NewsItem=462

(Referent: Henrik Gram Nielsen)

Baggrunden er, at 80 millioner (16 pct.) EU-borgere lever i fattigdom eller i risiko for fattigdom. EU-landene havde intentioner om at mindske fattigdom og social udstødelse i den tiårs periode, som netop er afsluttet. Virkeligheden blev en anden. På trods af stærk økonomisk vækst og høj beskæftigelse før krisen, er risikoen for fattigdom og social udstødelse øget.

Det gælder også Danmark. Den økonomiske ulighed i befolkningen er markant forøget, og fra slutningen af 90’erne er antallet af relativt fattige steget og tæller nu godt 200.000 mennesker. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har 47.000 mennesker været fattige mindst tre år i træk. Alle tallene er fratrukket studerende.

Især kontanthjælpsmodtagere og indvandrere eller efterkommere af indvandrere er i risiko for at opleve fattigdom samt mennesker med ringe uddannelse.

Risikoen for fattigdom er her defineret som økonomisk fattigdom, især som et lavt rådighedsbeløb, når de faste udgifter er betalt. Det betyder, at fattige ikke har råd til aktiviteter, som hovedparten af befolkningen tager for givet for at leve et almindeligt liv i samfundet, f.eks. adgang til uddannelse, kultur og idræt. De fattige har ikke lige muligheder for at gøre brug af samfundets ressourcer eller selv bidrage til samfundet, og de kan således ikke leve op til de almindelige forventninger i det samfund, de lever i. Fattigdom handler ikke udelukkende om penge til forbrug, men også om færre sociale relationer til andre mennesker og til det omgivende samfund. Fattigdom og social ulighed har en kolossal indvirkning på, hvordan vi lever med hinanden. En lang række problemer i et moderne samfund kan henføres til økonomisk og social ulighed.

Også sociale og familiemæssige aktiviteter kan det knibe med, bl.a.. deltagelse i fødselsdage eller børnenes deltagelse i udflugter og ferier. Det er ikke nødvendigvis en synlig form for fattigdom, som man kender den fra Dickens romaner. Det lave rådighedsbeløb betyder imidlertid, at fattige ofte isoleres i en usynlig kamp for at få økonomien til at hænge sammen til det mest nødvendige, og deres livsverden indskrænkes.

Økonomisk fattigdom i Danmark er ikke et spørgsmål om fysisk overlevelse som i u-landene, men om deltagelse og fællesskab. For mange fører økonomisk fattigdom til social isolation og en fastlåst situation og en stigende afmagtsfølelse, som ofte nedarves på næste generation, som begynder livet med en negativ social arv. Derfor er bekæmpelse af økonomisk fattigdom i alles interesse.

Moderne fattigdom er især et produkt af udstødningsmekanismer knyttet til samfundets overgang fra industrisamfund til et videnssamfund, hvor kontinuerlig uddannelse og kompetenceudvikling er et krav til den beskæftigede. Jobs, uddannelse og adgang til samfundets service er ikke lige udbredt i alle samfundsgrupper. På landsplan sker der en koncentration af ressourcer i de store byer, mens udkantsområderne indskrænker og nedlægger institutioner. Der er en forstærket tendens til, at ressourcesvage borgere og områder udskilles fra ressourcestærke, hvilket i sig selv forstærker udstødelsen.

Fattigdom i et rigt samfund er et spørgsmål om, hvordan vi fordeler ressourcerne og udvikler samfundet, så det socialt hænger sammen. De senere år har vist, at økonomisk vækst og rigdom ikke er tilstrækkelig til at forhindre sociale dysfunktioner med stigende fattigdom, social polarisering og opløsning af sociale fællesskaber. Tværtimod. Fattigdomsåret kalder derfor på nye mål for samfundsudviklingen med større vægt på sociale værdier, som sætter mennesker og fællesskab i centrum.

Ole Meldgaard

Chefkonsulent på Kofoeds Skole og formand for den danske afdeling af European anti Poverty Network.

Flere penge kan beskytte mod virkningerne af fattigdom. Helt generelt betyder indkomstoverførslerne en reduktion i andelen af fattige i Danmark på 57 pct. Men der er vist ikke mange, som mener at flere penge i sig selv løser alle fattigdomsproblemer eller årsagerne til fattigdom. Fattigdom er ikke lige udbredt i alle sociale grupper, og det er påfaldende at hovedparten af de fattige lever af offentlig forsørgelse. Det er udtryk for at samfundet ikke giver alle borgere lige muligheder. End ikke den stærke økonomiske vækst før krisen betød færre fattige. Tværtimod er antallet af fattige øget, især de sidste 10  år, selv om resten af samfundet er blevet rigere.   Frugten af samfundets udvikling kommer ikke alle til gode. De dybere problemer ligger i det forhold, at mange sociale konflikter her i samfundet løses ved at udstøde de sårbare.

Det er derfor relevant at se på andre indikatorer som beskæftigelse, uddannelse, sundhed, boligforhold og opvækstvilkår og især at se på sammenhængen mellem faktorerne for mennesker, som oplever fattigdom. Hvordan kan f.eks. arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet forbedres, så også de fattige får gavn af det og bliver løftet ud af fattigdom? Hvorfor har beskæftigelsesindsatsen ikke specifik fokus på bekæmpelse af fattigdom?

Fattigdom er resultatet af et mix af samfundsmæssige omstændigheder. Problemerne løses bedst gennem en sammenhængende strategi, som adresserer problemerne samtidig gennem konkrete politikker for at skabe bedre muligheder også for de socialt udstødte og fattige.

Regeringen bør derfor sætte sig som mål at reducere fattigdom gennem en helhedsorienteret og sammenhængende indsats med klare målsætninger og delmål for social inklusion. Vi skal have en handleplan for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse med målrettede indsatser. Fattigdom er fler-dimensionel. Der bør derfor være en økonomisk hovedindikator for reduktion af den relative fattigdom, men den må bakkes op af andre indikatorer til måling af fremskridt i bekæmpelsen af social eksklusion på de øvrige områder.

Ole Meldgaard

Chefkonsulent på Kofoeds Skole og formand for European Anti Poverty Network i Danmark

Det er en målsætning, som fortjener opmærksomhed. Ikke mindst på baggrund af at de senere års stigende økonomiske ulighed i Danmark.

Stor ulighed i indkomster har nemlig en række destruktive virkninger på samfundet. Kvaliteten i borgernes samliv og indbyrdes relationer forringes. Uanset hvor økonomisk succesfulde de er, er ulige samfund i højere grad i splid med sig selv og socialt dysfunktionelle. Ulige samfund er simpelthen dårligere samfund for mennesker at leve i, ikke blot for de fattige, men også for de rige.

I bogen “The Spirit Level. Why more equal Societies almost always do better”, der udkom sidste år, dokumenterer to engelske forskere, Richard Wilkinson og Kate Pickett, at der er en meget stærk sammenhæng mellem indkomstulighed og omfanget af sociale og sundhedsmæssige problemer. De to forskere har gennempløjet 200 statistikker på det sociale og sundhedsmæssige område fra så respektable institutioner som FN, WHO, OECD og Verdensbanken og læst dem på baggrund af graden af indkomstulighed i de undersøgte lande.

Konklusionen er klar: problemerne forværres med stigende indkomstulighed og er mest udbredt i samfund med størst ulighed. Omfanget af psykiske sygdomme er fem gange så udbredt i de mest ulige samfund, sandsynligheden for at blive fængslet er fem gange så stor, risikoen for overvægt og fedme er seks gange så stor og sandsynligheden for at blive myrdet er mange gange større. Der er flere drop-outs fra skolesystemet og ringere læring, der er flere teenagegraviditeter og teenagemødre, volden er større, der er mere politi og flere fængselsceller, stofmisbruget er mere udbredt, børnedødeligheden er større, der er flere skilsmisser, og den sociale mobilitet er ringere.

På næsten et hvilket som helst område kommer de mest ulige af de undersøgte lande – USA, Storbritannien og Portugal – ud med dårlige statistikker, mens de mest lige samfund – Japan og de nordiske lande – gør det bedst. Ikke bare på et enkelt område, men stort set hele vejen rundt (i Danmark er gennemsnitslevealderen en alarmerende undtagelse). Samme konklusioner når de engelske forskere frem til ved at undersøge de enkelte stater i USA. De mest lige stater gør det bedst.

Undersøgelsen er en alvorlig kommentar til den forestilling, som også findes udbredt i Danmark – at stigende ulighed ikke gør så meget, når bare de fattige også bliver løftet og får det bedre materielt.

Det gør det! Det er netop uligheden, der er problemet. Danmark er et kvalitetssamfund, bl.a. takket være et godt fællesskab, der er kittet sammen af borgernes tillid og kendskab til hinanden.  Skal vi fortsat have et godt samfund er det vigtigt at den hidtidige tendens til stigende ulighed brydes. 

Ole Meldgaard

Chefkonsulent på Kofoeds Skole og formand for European Anti Poverty Network i Danmark.